Had er en sådan korrosion tråd i menneskeheden
Saw denne film i går aftes, en anden følelsesmæssigt udfordrende en af Miramax, der hedder Drengen i den stribede pyjamas . Alt jeg kan sige er, at had er lært. Det stadig undrer mig, at et menneske ville behandle et andet menneske med en sådan foragt og foragt, at det resulterer i nedbrydning, ydmygelse, smerte og eventuel død, som jeg var vidne til. Igen og igen fra Holocaust til Bosnien til Darfur vi er gjort opmærksom på, at had, og det skræmmer mig, at vi er i stand til det.
Bruno er den brede øjne uskyldige otte-årige søn af en officer i det nazistiske parti. Han ser sin far som en soldat. Når familien flytter på grund af sin stilling den deraf følgende efterforskning i sine omgivelser, og hans hjerte er meget kraftige og bevæger ånden. Hans møde med en anden dreng, der står bag et hegn han mener at være en gård sammen med sin vidne til behandling af visse hus hjælp i den samme "pyjamas", tilføjer hans forvirring, hvorfor de ikke kan spille sammen og så drama udfolder sig.
Udspionerer sin fars virksomhed møde en dag er han spoonfed propaganda, og en film, at gården er et fantastisk sted for alle indbyggere og hans erkendelse snart bliver lige så snoet og smertefuld som eksistensen af sin nye ven. En inspirerende historie om venskaber, uskyld, og det faktum, had og frygt mongering er lært træk, er ikke en født på den måde.
